Vores lille familie består af Kåre, Ida og vores datter Wilma samt vores dejlige boxere Zep, Coffee og Cerberus. Vi bor på et ældre nyistandsat landsted med god plads til os og hundene, beliggende ved Klippinge ca. 15 min kørsel syd for Køge.
Kåre er uddannet Dual skibsofficer (maskinmester og styrmand), men arbejder nu i Ørsted (Gentofte) som Projektleder.
Ida er uddannet folkeskolelærer og multimediedesigner.
Da vi flyttede i hus i 2011, var vi slet ikke i tvivl om, at vi skulle have os en hund. Kåre havde som barn en gravhund og Ida to boxere.
Ida havde altid ønsket sig en boxer og Kåre var ikke svær, at overtale, da han havde mødt et par boxere og læst om racen.
Vores første boxerhvalp Ingeborg flyttede ind hos os i juli 2011 og vi var straks helt solgt.
Vi købte Ingeborg i Helsingør hos Kennel Mariehøj. Interessen for avl og opdræt blev hurtigt vakt efterfølgende.
Derfor valgte vi i januar 2013, at få endnu en boxer. Valget faldt på Coffee, som er fra kennel Nirvalis i Tyskland. Vi synes selv, at Coffee er utrolig smuk, har et skønt temperament og ikke mindst en meget interessant stamtavle.
I august 2014 blev vores lille familie udvidet med endnu en skøn boxertæve Bambola. Bambola har vi hentet i Spaniel hos Juan-Luis og Aurora som har kennel De la Gran Coraza, som ligger i det syd-østlige Spanien. Bambola har et fantastisk dejligt temperament.
I september 2016 flyttede Cerb (Cerberus) ind i huset. Cerb er fra Grækenland og er opdrættet af Dimitris og Vasilia som har kennel Il Destino del Principe. Cerb er en dejlig tigerstribet hanhund, som vi har planer om at udstille i både ind- og udland.
Sidste skud på stammen er Zephyr vom Kaiserfelsen, som vi har hentet hjem fra Rumænien i sommeren 2020. Zep er en rød hanhund, som vi ikke kunne stå for og det er ligeledes planen at vi vil udstille ham i ind- og udland.
Vi nyder at bruge meget tid sammen med vores hunde, og de er en stor del af vores familie og vores dagligdag.
Ud over de hunde vi har boende hjemme hos os så har vi valgt også at udstationere tæver fra eget opdræt hos gode familier.
Grundet den store interesse for racen valgte Ida i efteråret 2012, at tage Dansk Kennel Klubs opdrætteruddannelse, hvorefter vi ansøgte om kennelmærket Kennel Noerklit. Vores kennelmærke blev godkendt i januar 2013.
Vi er medlem af Boxer-klubben Danmark, Dansk Kennel Klub, BK. Gr. Sydkyst/Ishøj.
Kåre er i 2017 påbegyndt eksteriørdommeruddannelsen med speciale i Boxeren hos Dansk Kennel klub.
Kåre bestod juni 2019 eksteriørdommeruddannelsen for boxeren.